"Chokoladekrydset er stivnet"

-

Kommentar af Nicolai Lassen

Munterheden fejler ikke noget hos DR´s trafikværter, når de igen kan melde at trafikken er gået i stå i krydset - Ring 4 og Ballerup Byvej. For de mange der sidder fast, er det et dagligt irritationsmoment. Til med et kostbart et af slagsen.

Meget kostbar arbejdstid bruges på at snegle sig frem, mens man muntres over radioværternes morsomheder. Det giver også masser af fælles irritation, hvad enten du selv kommer for sent. Eller når blikkenslageren, forhindres i at møde op til aftalt tid. De økonomiske konsekvenser er uoverskuelige, både for den enkelte, ens arbejdsgiver og hele samfundet.

Mere asfalt, er ikke længere løsningen. Der skal nogle radikale adfærdsregulerende mekanismer til, før chokoladen i gen flyder jævnt ude i Ballerup. Løsninger, hvor vi skiftes til at bruge de eksisterende veje. Løsninger hvor vi planlægger vores transportbehov – hvad er nødvendigt og hvad kan skydes? Måske bare en ½ time, enten tidligere eller senere.

"Roadpricing" eller vejafgift har en yderst grim smag i os skatteplagede danskeres ører. Der nok heller ikke mange politikere, der har glemt den mislykkedes politiske kamp om "Betalingsringen" rundt om København. Et politisk flop af hidtil uhørte dimensioner, der rullede over scenen over vinteren 2011 / 2012.

Løser så bedre og billigere kollektive trafikløsninger så problemerne? Ja, til en hvis – desværre yderst begrænset grænse. Blikslageren, mureren eller tømreren får du aldrig ud på kundebesøg, ved hjælp af hverken s – tog, metro eller en af de gule busser. Når folk fortæller om deres transportvaner, er det sådan, at de, der er vant til at tage bilen, fortæller en masse gode historier om bilen og en masse dårlige historier om andre transportformer.

Kollektive trafikløsninger er også ganske kostbare, og tager lang ting at udbygge. Den nye citymetro er en milliard investering der sætter sit grønne og støjende præg på byen frem til 2018.

De der allerede tager toget, kan der imod fortælle en masse godt om det kollektive og en masse dårligt om bilen.

Hvem har så ret? Vi laver en rationalitet for os selv, der handler om, hvorfor lige præcis vores transportmiddel er bedst til at løse problemerne med at få hverdagslivet til at hænge sammen. Skulle vi tage stilling til transportmidlet, hver gang vi skal noget, ville det føles uoverskueligt med alt det andet, vi også skal tage stilling til. Konsekvensen er, at enten vælger vi bil hver gang eller også den kollektive hver gang behovet opstår.

Vi er alle vore egne eksperter på den transport, vi har i hverdagslivet. Det er det liv, vi snakker ud fra, når vi generaliserer, og det er en af de store udfordringer, når der skal forandres hvis trafikken skal blive mere velfungerende.

Det vil jeg jo så tænke over, næste gang jeg igen sidder fast ude i Chokoladekrydset. Hvis der er åndeligt overskud, når jeg desperat cruiser rundt for at finde en parkeringsplads i det indre København, kan alternativerne sagtens få en tanke.