ABAX opkøber danske Fleetfinder

-
ABAX Group har i dag færdiggjort opkøbet af den danske virksomhed Fleetfinder ApS, der er blandt de førende inden for GPS-tracking og flådestyring i Danmark. Med opkøbet fordobler ABAX antallet af kunder i Danmark og indtager en markedsledende position.

ABAX, den hurtigstvoksende telematik-producent i Europa, udvider nu porteføljen med opkøbet af den danske virksomhed Fleetfinder, der ligesom ABAX gør sig inden for GPS-teknologi til flådestyring. Opkøbet betyder, at ABAX tæt på fordobler kundeantallet i Danmark, og at viden fra en af de førende virksomheder kan komme ABAX-kunderne til gode.
- Jeg er meget glad for, at Fleetfinder nu bliver en del af ABAX. Fleetfinder var de første på markedet for GPS-tracking og flådestyring for 18 år siden, og i dag er ABAX en af verdens førende telematik-virksomheder. Ved at indgå i ABAX-familien sikrer vi, at vores kombinerede viden kan komme flest mulig til gavn, siger Morten Callesen, CEO Fleetfinder ApS.
Med opkøbet tilføjer ABAX over 7000 kunder til den eksisterende portefølje, og vil dermed bringe det totale antal af køretøjer i verden med ABAX’ teknologi op på 220.000. I Danmark betyder købet, at ABAX nu vil være markedsleder og kan give kunderne endnu bedre service, ligesom der vil være øget tilgængelighed i Danmark med afdelinger flere steder i landet.

- Opkøbet af Fleetfinder er en del af en meget vigtig strategisk beslutning hos ABAX, hvor vi gerne vil styrke vores markedsposition i Norden yderligere. Den store konsolidering, vi ser på de europæiske markeder, vil fortsætte, og her vil ABAX være på forkant med den udvikling, siger Pam Singh, CEO for ABAX Danmark.

Viden og medarbejdere følger med
Både kundeporteføljen og 18 års erfaring følger med over i ABAX-regi. Således vil Morten Callesen sammen med fem medarbejdere blive tilført ABAX’ danske afdeling, ligesom Morten Callesen har valgt at reinvestere i ABAX Group, hvorved han bliver en vigtig del af den fremtidige drift.
- For os er det en vigtig faktor, at Morten Callesen bliver en central del af fremtidens ABAX. Vi kan nyde godt af hans enorme erfaring og innovative tilgang inden for telematik, og han vil fremadrette arbejde tæt sammen med vores danske team, siger Pam Singh.

Opkøbet er ABAX’ ottende siden 2014, og det første siden ABAX blev opkøbt af investeringsselskabet Investcorp i juni 2017 for 1.8 milliarder norske kroner.

-Slut- 

For yderligere information, kontakt:
Kenneth Hansen, Communications Manager ABAX Group, +47 94843837, kha@abax.no 

Om ABAX:
ABAX AS ejes af Investcorp og er Europas hurtigst voksende virksomhed inden for telematikindustrien og en stor aktør inden for salg og udvikling af elektroniske kørebøger for erhvervs- og privatbiler. Derudover udvikler ABAX selv hard- og software til projektstyring, flådestyring og sporing af maskiner og udstyr. ABAX har 450 ansatte og afdelinger i Norge, Sverige, Danmark, Finland, Storbritannien, Holland, Polen, Kina og snart Tyskland. Virksomhedens hovedkontor ligger i Larvik. www.abax.no