Nordisk vækst sikrer rekordresultat

-
Elektroniske kørebøger, flåde- og udstyrskontrol sælger godt i Danmark og Norden. Det opleves ikke mindst hos teknologivirksomheden ABAX, som i sin årsrapport for 2014 kan præsentere en fordobling af koncernresultatet på 41,2 mio. kr., målt mod 20,7 mio. kr. i 2013
årsrapport

ABAX har siden etableringen i 2009 været i konstant vækst og er i dag Nordens største udvikler af elektroniske kørebøger. Og den position ser virksomheden ud til at bevare. For i 2014 havde virksomheden en omsætningsvækst på 32 procent og omsatte for 239,8 mio. kr. Samtidig fordoblede ABAX sit driftsoverskud før skat til 41,2 mio. kr., målt mod 20,7 mio. kr. i 2013.

- Regnskabet for 2014 afspejler, at vi har indfriet vores ambition om stærk vækst og lønsomhed. Det er vi selvfølgelig godt tilfreds med, da det viser, at ABAX fortsætter med at udvikle sig i takt med markedsbehov, og at vi har etableret os som en stærk samarbejdspartner og problemløser for vores kunder, siger Petter Quinsgaard, CEO for ABAX.

Fordobling af danske kunder

ABAX er i 2014 både vokset organisk og gennem en række opkøb, som nu betyder, at virksomheden har konsolideret sin markedslederposition i Norge, ligesom ABAX nu har etableret sig i Finland. Også i Danmark har udvikleren af elektroniske kørebøger vundet markedsandel, hvor antallet af kunder de sidste to år er over fordoblet.

- Det går godt i Danmark, og vi har en klar forventning og at videreføre den positive trend til at styrke ABAXs position i det danske marked yderligere. Det vil vi blandt andet gøre ved at investere i morgendagens teknologi, der kan blive en problemløser for alle de, som bruger bil i forbindelse med arbejde. I 2014 brugte vi således 12,7 millioner kroner på forskning og udvikling af nye teknologiske løsninger. Disse investeringer sikrer os både langsigtede og kortsigtede gevinster og betyder, at ABAX kan fortsætte med at vækste og imødekomme kundernes behov og ønsker, siger Pam Singh, CEO for ABAX i Danmark.

--

OM ABAX

ABAX er verdens førende udvikler og leverandør af elektroniske kørebøger, flåde- og udstyrskontrol til erhvervs- og privatbiler. ABAX har 200 ansatte og afdelinger i Danmark, Norge, Sverige, Finland, Holland og Storbritannien.